Følg Zakkai Hundecenter på Facebook


Nyheder

Status 2016:
Vi er flyttet på landet ultimo 2015 og vi nyder livet herude. Træningspladsen er også flyttet med - og det går fantastisk med udviklingen af pladsen i både træningshallen på 350kvm og udendørs på vores 4.500kvm indhegnede træningsareal.
Zilver vores blue merle amr collie er kommet til os i marts måned og er en meget sød og nem dreng, der bare er faldet super fint ind i min lille flok.
 
 
6. Oktober 2015
Det går ikke helt som ønsket med at opdatere her på siden. Der er sket virkelig mange ting i mit hundeliv siden medio oktober - altså de sidste 7 måneder. 
På træningspladsen har det endelig været muligt at komme ind at træne på den dage, hvor vejrguderne synes at hygge sig for vildt med især regn og blæst.
Vi har allerede brugt det mange gange - og fra oktober er vi fast indendørs - medmindre mine kursister kommer med andre ønsker - og så vil alle være informeret forinden...
Fra 1. januar har vi fået super lækre faciliteter med en stor træningshal på mere end 300 kvm, hvor der virkelig bliver plads til os - især til rally lydighed - men også for hunde der har behov for rummelighed. Der kommer gulvtæppe på i den store hal, så det ikke bliver for hårdt for hundene at bevæge sig i hallen. Den nye hal ligger kun 17km/20 minutters kørsel fra vores nuværende træningsplads.
På min egen hundefront er der sket det ulykkelige, at vi har måttet lade Kozmo flytte til en ny dejlig familie, der også kender til det at bo sammen med en skøn voksen bernerdreng. Det er nu knap to måneder siden og Kozmo har det godt hos sin nye familie.
Herhjemme fik vi i sommerferien en shetland sheepdog hundehvalp (sheltie). Det er en bi-black dreng som vi kalder for Kay-Zee. Han er en dejlig aktiv dreng, der nyder at træne sammen med mig - så her 4,5 måneder har han til fulde opfyldt alle mine ønsker - og jeg drømmer om at vi fortsat kan udvikle os sammen til det helt perfekte træningsteam :-) - det er MEGET anderledes at træne med en hund, der heldigvis nu er rundet de 10 kg...
 
 
19. Marts
Det går super godt med at træne udendørs på søndagsholdene, hvilket især skyldes det milde vintervejr. Lige nu er det tid for betaling af træningsgebyr for forårsholdene og derfor er det i de næste par dage jeg ved om der bliver plads til personer, der ikke var hurtige nok til at reservere en af pladserne på holdene i april og maj måned.
Der er lige slået et sommer rally hold op, som henvender sig til hunde/kursister der som minimum har gået til rally en sæson tidligere.
Jeg har brugt en del tid på at træne med Marley og arbejde med såvel rally som LP-lydighed og jeg synes selv at det går rigtig godt fremad.
I søndags var vi til officiel rallyprøve i Hadsten og vi fik 97 point i begynderklassen og blev 2, vinder med 17 hunde til start - det er så absolut godkendt for min unge dreng på knap 16 måneder.
Glæder mig til vi skal afsted igen i slutningen af april.
 
13. December
Så er der næsten dømt undervisningsfri periode på træningspladsen. Det vil kun være hvalpeholdet der er igang her i december og januar, mens de øvrige hold starter op igen 15. februar.
 
29. November
Hovsa - tiden flyver...
Det går over stok og sten, hvor der er fuld fart på træningspladsen, arbejde, familie og  mine dejlige hunde.
Desværre mistede vi vores skønne Kaizer 29/9-14. Han blev 10 år og 4 måneder, hvilket er en super flot alder for en stor berner dreng. Alligevel vil jeg jo altid gerne at mine hunde skal blive her for altid, men Kaizers helbred haltede allerede i juni, hvor der var vejrtrækningsproblemer og vores dyrlæge forklarede at det var lungerne, der ikke var som nye længere. Kaizer kvikkede op igen og fik tre gode måneder mere. Mine hunde skal ikke lide, fordi jeg ikke kan tage mit ansvar som dyreejer, men Kaizer havde det faktisk rigtig godt søndag aften, hvor Camilla kørte hjem til studielivet i Nærum. Mandag morgen syntes jeg at han blev lige vel urolig og utilpas kort før jeg skulle køre på job. JEg valgte at blive hjemme og se tiden an, hvilket var en god beslutning. Kun 30 minutter efter at jeg skulle være kørt begyndte stakkels Kaizer at gå rundt og kaste blod op. Jeg fik de to unge hunde i haven og tjekkede Kaizer, som nu lå og prustede fælt. Fik fat i dyrlægen og bestilt tid. Så fat i Mathias og Michael, da vi jo havde en mistanke om at næste dyrlægebesøg kunne være det sidste. Det blev det - og Kaizer har haft et langt og godt liv her hos os og beriget os med så mange oplevelser, sorger, bekymringer og ikke mindst glæder...
Nu har vi så igen to hunde, og ja Marley var jo tænkt som Kaizers afløser så sådan bliver det nok en tid endnu...
Marley er blevet HD+AD fotograferet og det var superflotte resultater. Samtidig har han siden sidste opdatering været til både skue og DKK udstilling, hvor han fik Excellent, så nu er han reelt avlsgodkendt efter Dansk Collie Klubs ekstra stramme regler.
På træningspladsen går det rigtig godt - og der er fin opbakning til de hold jeg sætter op, det er jeg rigtig glad for. 
Vi fik fejret 2 års fødselsdag med maner lørdag d 27/9 og tusinde tak for den flotte opbakning til mit arrangement af både sponsorer og ikke mindst de mange kursister der valgte at dele dagen med mig.
Lige om lidt er det tid for vinterpause, hvor der reelt kun kører et hvalpehold, hvor de fleste hvalpe er fortsættere fra det hvalpehold, der har kørt de sidste 6 uger. Forårsholdene ser også ud til at være booket op på nuværende tidspunkt, men der kan af forskellige årsager pludselig komme et par afbud, så vil du gerne med så skriv dig på venteliste og du får besked senest 3 uger før opstart.
4. maj
Beklager de manglende opdateringer, men følg evt med via Facebook eller linket her på siden til Facebook gruppen, da jeg forsøger at være opdateret der.
Vores lille hundefamilie er udvidet med Marley, som er en skøn amerikansk collie hentet hos kennel Immortal Ladies nord for Berlin. Jeg har de sidste to år fulgt denne race med stor interesse og været i dialog med en dansk opdrætter i det seneste år. Desværre har hendes forsøg på hvalpe ikke båret frugt - og jeg blev istedet hjulpet til dialog med en seriøs tysk opdrætter.
Egentlig skulle jeg have hentet min 9 ugers baby onsdag d 21. maj - og ferien var booket mm. Men i påsken var det aftalt at vi skulle ned og hilse på både opdrætter og de lækre babyer... Jeg var blevet gjort opmærksom på, at Nicole havde en 5 måneders dreng, der var færdigtestet og var helt MDR1 fri (MultiDrugResistance) +/+ og hele kuldet på 8 hvalpe var helt fri for nogen grad af øjendiagnose CRD/CEA.
Da vi havde brugt en rum tid med de lækre små 4 ugers babyer skulle vi hilse på Marshall/Marley - og han gik sammen med sin mor og kuldsøster udenfor. Han var simpelthen for skøn - mild og kontaktsøgende og det kæreste lille væsen. Efter nogen tid og dansk dialog med min søde mand og datter - blev vi enige om at han var den rette, hvis Kozmo var enig med os. Kozmo var med på påsketur - og vi fik lov at lade de to drenge hilse i et aflukket område - uden andre hunde. Det gik rigtig fint - og jeg fik bekræftet at Marley havde en godt sprog overfor fremmede voksne hunde. Alt i alt en succes; og så skulle vi til at være praktiske og vi fik lov at få Marley med hjem.
Det er gået over al forventning og han er bare flyttet ind til Kozmo & Kaizer, som begge er glade for den lille dreng.
Der er nu gået knap 2 uger - og jeg har ikke et sekundt fortrudt min store beslutning. Jeg har fået god hjælp af min store søn og min mand Michael, så vi i de første uger har været max omkring Marley, da jeg jo fortsat arbejder og er aktiv på min træningsplads...
Glæder mig til at holde helt fri i knap to uger i slutningen af maj - hvor Marley skal med os alle til Gl Skagen :-). Tanken med Marley og mit skifte til amerikansk collie er, at jeg gerne vil arbejde med LP og naturligvis rallylydighed med Marley. Han får ca samme skulderhøjde som mine bernerdrenge, og han kommer til at veje ca 30kg.
17. februar
Idag kommer der ny hold ind på kursusoversigten, da der er flere hundeførere der ikke har kunnet få plads på det ønskede hold i foråret og derfor ønsker at sikre sig en plads til august. 
Samtidig er der også kommet et ekstra sommertræningshold, der kommer til at rumme dele af lydighed og nogle sjove samarbejdsøvelser fra rallylydighed. Samtidig vil der være fokus på kontakt mellem hund & fører + initiativ i træningen fra hunden + oparbejde en god kropskontrol fra hunden, der gør mange træningsøvelser lettere at udføre for hunden. Meld hurtigt tilbage hvis du vil være med - da det plejer at gå stærkt med at melde fuldt booket på disse hold...
7. februar
Så er træningssæsonen ved at starte op igen. Tirsdag var det teoriaften for de to vinterrallyhold og imorgen er det opstart for nyt hvalpehold.
Onsdag d 19. marts er der et super spændende foredrag med Christian Hembo fra MAGTOR-hunde som os...
 
 
 
28. december
2013 har været en fantastisk år for Zakkai Hundecenter. Jeg er meget stolt over den store tilstrømning af de mange dejlige kursister og deres skønne hunde. Altid møder alle op i godt humør - uanset vejrliget...
Det har også været en fornøjelse igennem hele 2013 at se, hvor hurtigt mine nyopståede hold er blevet booket op med reservationer af såvel nye som eksisterende kursister. Som alle mine dejlige loyale kursister ved, så vil der altid være en begrænsning for hvor mange hold jeg kører, da det er vigtigt for mig at bevare mit engagement og min store lyst til at undervise jer alle. Efter nu at have været igang et fuldt kalenderår, vil mine fremtidige hold starte fire gange årligt og hvert hold køre over 8 gange plus et informationsmøde/teori.
 
Der startes således nye hold i februar, april, august og oktober måned. Det betyder at der ikke vil være undervisning i december, januar og juli.
 
Min grundholdning er at den der tror sig færdiguddannet, nok er mere færdig end uddannet, hvorfor jeg nu med stolthed har gennemført både Klikker & Lydighedsinstruktøruddannelsen hos Hund & Træning - samt deres nye Rallyinstruktør uddannelse. Det har været en spændende rejse gennem de to år mine uddannelser har varet, idet Hund & Træning lægger vægt på at vi som instruktører skal have den teoretiske kuffert i orden, vi skal kunne formidle og undervise på en god og let forståelig måde og sidst men ikke mindst; vi skal selv kunne udøve samtlige øvelser med egen hund og bestå en eksamen med vores hund, for at kunne få vores eksamensbeviser. Det er ingen hemmelighed at jeg nok havde de største udfordringer på denne ene af de tre eksaminer på især Lydighedsdelen, idet Kozmo jo ikke er en "racer-hund", men blot en helt fantastisk berner sennen dreng... Vi stod igennem de to praktiske eksaminer sammen, og jeg er så stolt over ham og hans lyst til at lære mere sammen med mig :-). I efteråret var jeg på Turid Rugaas seminar hos Dogwise på Sjælland, hvilket også var spændende da hun kom med en række interessante perspektiver på især Dog Management. Udover vores eksaminer er Kozmo blevet Rally Begyndermester og har bestået voresførste prøve i Rally Øvetklassen.
 
Jeg håber at 2014 vil bringe mange nye gode oplevelse og at vi selv med de nye rally regler fra januar 2014, vil kunne arbejde os videre sammen op i gennem rally niveauerne. Kozmo endte med en flot tredie plads i Rally Øvet klassen for 2013 hos Dansk Berner Sennen Klub.
Kaizer på nu 9.5 år startede med at få tildelt den smukkeste roset i januar for en samlet tredie plads i klassen for veteran hanhunde i Dansk Berner Sennen Klub for 2012, hvor hans navn var trykt på. Året har kun budt på tre udstillinger i 2013, men Kaizer endte med en flot anden plads med ialt 22 point på 2013 oversigten for veteranhanhunde i DBSK. Kaizer er ved at være en ældre herre i klassen og kommer ikke længere med til rally konkurrencer og måske heller ikke på udstillinger. Han har det rigtig godt, men trives aller bedst i vante rammer derhjemme, hvor han kan tage en slapper når han har brug for det.
 
21. november
Det går rigtig godt med min træningsplads, hvor der er mange entusiastiske kursister og lige så mange skønne og forskellige typer hunde. Jeg har nu været igang i et år - og har ikke en dag fortrudt at være startet selv - efter nogle år hos DKK.
Holdene for foråret 2014 er nu alle slået op, hvor det kun er hvalpeholdet, der blot startes op, når der er mindst 4 hvalpe.
Hensigten er fremover at der vil være fire træningsperioder pr kalenderår, hvor jeg har træningshold i weekenden fra oktober til marts - og så i hverdagene fra april til september. Det har tydeligvis været rigtig godt for mange af hundene at komme og træne i dagslys om søndagen i oktober - fremfor på en oplyst bane om aftenen i halvmørket...
 
Har du spørgsmål til træningskurser, som jeg ikke lige tilbyder, så kontakt mig og jeg vil sætte dig i forbindelse med andre kompetente hundetrænere der kan opfylde dine behov og ønsker.
 
29. september

Det har været en dejlig sommersæson med træning på henholdvis mandage, tirsdage og torsdage. Mange skønne hunde og ligeså mange engagerede hundeførere.  Nu hvor vi går ind i ugen hvor sommerholdene afsluttes er det helt tydligt hvor meget de enkelte hunde har rykket sig i dette 8 ugers forløb. Heldigvis fortsætter de fleste hunde her med efterårstræningen, der som noget nyt er rykket til søndage. Vi har jo oplyst træningsplads, men jeg kan se hvor meget det kan forstyrre og distrahere hundene at der er mørke zoner og skygger, når vi går og træner efter solnedgang - så nu prøver vi istedet med weekend træning denne vinter.
Da der har været flere forespørgsler end pladser - har jeg allerede nu åbnet for tilmeldinger til næste hold, der ligeledes vil være søndage i perioden 9. februar og frem til påsken. Er du i tvivl om eksempelvis hvilket rallyhold du skal være på - så kontakt mig og vi finder det rigtige hold.
Herhjemme går det godt - Camilla er flyttet til Lyngby for at læse Kemi og Teknik/ingeniør-uddannelsen på DTU. Derfor er der sket en del fysiske forandringer i vort lille hjem, hvilket især gamle Kaizer på 9.5år absolut ikke har været tilfreds med, da han hader forandringer...
Kozmo og jeg har sat alle sejl ind for at bestå Rally Instruktøreksamen hos Hund & Træning, som jeg færdiggør lørdag d 12. oktober. Vi har derfor været til et par officielle prøver, hvor Kozmo er blevet rally begyndermester med 90point i Hadsten for 3 uger siden - og idag stillede vi så i Øvet klasse for første gang. Det gik over al forventning - og jeg var en kende nervøs, da Øvet klasse er uden line, og der var jo tilmeldt ialt 102 hunde til rallyarrangementet i Sabro - så jo der var masser af mulige forstyrrelser. Kozmo var nu fint koncentreret under banegennemgangen og ved fælles hjælp bestod vi med 79 point. Fin debut - vi glæder os allerede til næste konkurrence :-)
6. august
Så er oversigten for fremtidige kurser opdateret for resten af 2013. Send mig en mail, hvis du ønsker en plads på et af holdene med opstart søndag d 6/10.
Der er dog fortsat få ledige pladser på rally lydighedsholdene med opstart 12. og 13. august!
30. juli
Der er desværre kommet nogle afbud til næste sæson i løbet af sommerpausen, oversigten med træningskurser er derfor opdateret og der er fortsat ledige pladser på flere af august holdene - kontakt mig hvis du er i tvivl om kursusindholdet!
Næste kurser starter op primo oktober...
 
---
 
Jeg har i juli måned skiftet udbyder - så jeg med tiden får en bedre og mere overskuelig hjemmeside. Det tager lidt tid før jeg bliver helt tilfreds med siden - men nu er jeg igang...
 
TINA KJELDBJERG | Bredkjærvej 12, 8300 Odder  | Tlf.: 42386215 | ZAKKAI-HUNDECENTER@HOTMAIL.COM